Det er langt fra alle børn i Tanzania som går i børnehave eller før-skole som det hedder på swahili, derfor bliver det fejret med manér, når de store børn stopper i børnehaven for at skulle i skole efter ferien.
Således befandt jeg mig for nyligt en varm eftermiddag til en sådan afslutningsfest i vores lokale børnehave ved højbordet foran alle andre som festens æresgæst og lille Neema på 5 mrd var naturligvis med.
Inden afslutningsfesten var der blevet afholdt eksamen for børnehavebørnene, desuden havde de lært nye sange, indøvet danse og alt muligt andet, alt sammen for at festen med deres forældre, børnehavelærere og æresgæst, skulle blive rigtig fin og vellykket.
Jeg har ikke prøvet at væres æresgæst til en graduation før, så jeg følte det jo også næsten som jeg skulle til eksamen ligesom børnene. Derfor havde jeg inden rådført mig med min kollega Sister Sarapia lederen af børnehaven om hvad det forventes af mig. Jeg var jo godt klar over at jeg skulle holde en tale, men hvad siger man lige i sådan en tale? ”Toa elimu” var Sister’s svar: Giv uddannelse til forældrene… om hvorfor det er så vigtigt for deres børn at gå i børnehave, sig tak fordi de har sendt dem af sted og opmunter dem til at fortsætte med at sørge for at deres børn får en god uddannelse.
I Danmark sender vi mest vores børn i daginstitution, fordi vi har brug for pasningen, men i Tanzania sender man sine børn i børnehave for at de skal få en god og tidlig start på deres uddannelse. Der er derfor stor forskel på hvordan børnehaver i Danmark og Tanzania er indrettede og hvad man går op i: I Danmark tænker man bl.a. på at børnene skal lære at kunne begå sig i større sammenhænge samt lære det sociale, mens i Tanzania handler det mere om at kunne tale/forstå nationalsproget samt at kunne regne, skrive og læse lidt, så man kan klare sig bedre i skolen. Derfor er der bl.a. kateder, tavle og skriveborde, kladdehæfter og blyanter i en tanzaniansk børnehave.
I Tanzania er der i en almindelig statsejet grundskole ofte ca. 60 elever i en skoleklasse, derfor gælder det om at være godt med fra starten, for at være sikker på, at man får lært hvad man skal. SkoIe er godt, ergo må mere skole være mere godt, synes opfattelsen logisk nok at være hos tanzanianske forældre. Derfor skyder der i disse år mange nye førskoler/børnehaver op og der er stor konkurrence mellem dem, således at navne som ”Young scholars”, ”Children’s elite learning centre” og ”Best learners playschool” bruges ofte til at lokke nye forældre og børn til. Det er ikke ualmindeligt at de ”gode” og dyrt betalte børnehaver underviser børnene fra 8 morgen til 5 eftermiddag. Som sagt lægges der, af gode grunde, stor vægt på skolefærdighederne i de tanzanianske børnehaver, men desværre på bekostning af de mere bløde sider i børnenes udvikling.
Vores lokale børnehave, hvor jeg var æresgæst, er drevet af sognekirken, det er der mange af ELCT’s sognekirker som gør. Her går børnene kun til kl. 12 hver dag. Disse menighedsbørnehaver er meget billigere og ikke specielt smarte i forhold til mange af de andre børnehaver, der bl.a. reklamerer af børnenes høje akademiske resultater. Til trods for den korte åbningstid og det måske lidt slette image som kirkens børnehave har, lærer børnene alligevel hvad de skal... og mere til. Deres børnehavelærere har nemlig været på efteruddannelses kursus hvor de bl.a. har lært også at fokusere på børnenes psykiske, sociale og motoriske udvikling og færdigheder, de kreative tiltag samt kvaliteterne i børns frie lege.
Det var disse aspekter af børnehaven, som Sister mente, jeg skulle nævne i min tale da hun sagde at jeg skulle toa elimu – give uddannelse til forældrene. Forældrene bør nemlig slet ikke være kede af, at de ikke har haft råd til at sende deres børn i en dyr opreklameret børnehave, men tværtimod være stolte over at deres børn også har fået barndommens mere bløde og umålbare sider med sig.
Selve festen forløb rigtig fint: børnene dansede og sang vældig flot, de huskede deres replikker i skuespillet, lærerne aflagde rapport for årets løb, vi fik mad at spise, forældrene og bestyrelsen takkede, jeg fik min respekt som æresgæst, fik holdt min tale, uddelt eksamensbeviser til børnene og præmier til de bedste børn… ja der var så mange præmier, at alle børn pædagogisk nok endte med at være bedst til et eller andet. Det var dejligt at se at undervisning, eksamen, skolefærdigheder og børnenes personlige udvikling godt kan gå hånd i hånd. |
