Du er her: » Danmission » Om Danmission » Blog

Danmission blog                        Sådan bruges bloggen

 
  Blog forside


 Artikel

16. Marts. 2011
 

Hvordan taber jeg mig?

Hold da op, hvor vi har det godt! Selvom vi kun har været her på SALT i godt 2 uger, er vi jo næsten bange for at slå rødder! Vores to drenge Mikkel og Emil på 12 og 10 fandt fra dag 1 venner blandt børnene på campus, og de har allerede været på de første ture i byen alene med kammeraterne. De kommunikerer fint på engelsk, så det er vist en win-win situation både for vores drenge og deres kammerater her på SALT, at de får brugt deres engelsk!

Vivi har haft sin første undervisning i kvindeklassen og skal være sammen med dem igen på torsdag. Det har været en stor success, som både Vivi og kvinderne lærer en masse af. Danmissions førstekvinde på Madagaskar, Mette Kristensen, har lånt Vivi nogle bøger, som hun har rigtig god gavn af, og det er hurtigt lykkedes hende at indkredse de problemer, som er mest presserende at tage fat på. Så selvom der var flere af kvinderne, der ønskede hjælp til at tabe sig, har Vivi valgt at fokusere på de lidt mere alvorlige problemer såsom luftvejsproblemer på grund af for fugtigt indeklima og maveproblemer på grund af dårlig personlig- og madhygiejne. Og Vivi stortrives med at have kontakten til kvinderne.

Jeg selv er kommet rigtig godt i gang med undervisningen, og er især imponeret over den faglige nysgerrighed i den seneste årgang SALT 12 med 47 elever. Jeg havde frygtet, at det blev meget svært med at få gang i diskussion og dialog i så stor en klasse, men hold da op, hvor er de livlige. Jeg har flere gange måttet insistere på, at NU sluttede undervisningen altså, så de, der skulle noget, kunne gå! Et stort privilegium at skulle undervise et sådant hold! Afgangsklassen SALT 11 er lidt mere tilbageholdende i timerne, men til gengæld har rigtig mange af dem spurgt om hjælp til den afsluttende masteropgave, som de i øjeblikket arbejder på, og det har givet rigtig god personlig kontakt til mange af dem.

Ellers har vi jo kastet os ind i at være med i SALT’s kor tirsdag og fredag eftermiddag (og har såmænd allerede fået lært dem en dansk sang), og om onsdagen deltager jeg i studenternes English Club her på campus. De studerende véd, at porten til en god uddannelse kræver, at de kan engelsk, så de er utrolig bevidste om at udnytte mulighederne for at få trænet deres engelsk. Søndag eftermiddag har vi valgt at slutte os til den gassiske version af KFS, som er lidt anderledes organiseret, end i Danmark, eftersom de har et stort arbejde, hvor færdiguddannede mødes for at støtte og videreudvikle arbejdet på studiestederne. Flere af de ansatte her på SALT er meget engageret i dette arbejde, og en enkelt af ”the founding fathers” tilbage i 1971 er også med i gruppen her i Fianarantsoa. De slider meget med at blive anerkendt som med- og ikke modarbejdere i de lokale kirker, og da jeg selv har siddet i ledelsen i danske KFS for år tilbage, hvor vi sled med samme problem, har der allerede været gode muligheder for erfaringsudveksling.

Eftersom der er totalt tryk på i løbet af ugen, har vi prioriteret at tage lidt væk i weekenderne. Forrige weekend var vi afsted til et naturskønt område nord for Fianar, og i den kommende weekend tager vi sydpå til en lemurpark. Og denne kombination af "tryk på" i hverdagen og familietid til natur- og kulturoplevelser i weekenden fungerer rigtig godt. Men summa summarum, så har vi det altså helt fantastisk godt alle sammen!

Mange hilsner fra
Vivi & Jens Bruun Kofoed
 
Af Jens Bruun Kofoed
Kategori Danmission

Tilbage
 

Se også:


Øv!
Dæmoner og modermælkserstatning
HIV/AIDS på Lars Tyndskids mark
Skomager bliv ved din læst
Récit? Histoire? Narration? Hmmm?!
Præster og pingviner på Madagaskar

 Kommentarer

Danmission  |  Strandagervej 24  |  DK-2900 Hellerup  |  E-mail: danmission@danmission.dk  |  Tlf: 39 62 99 11 | Giro 600 0398 | Netbank 4190 6000398