Hermed fremsendes forbønsbrevet for Danmission arbejde.
Som I kan se er der denne gang et indlæg fra Kristine og Jens Kaaber Pors – Danmissions nye udsendte til Tanzania. Kristine er ansat som fagkonsulent og Jens er ansat som it-konsulent. De og deres 3 børn bor i Arusha. Det er godt at vide at de- og alle andre udsendte, partnere, projekter og mennesker i forskellige lande bliver båret af jer i forbøn. TAK!
Tanzania – fra Kristine og Jens Kaaber Pors
Vi beder om, at den evangelisk lutherske kirke i Tanzania (ELCT) og Tanzanias andre kirker fortsat vil bidrage til en fredelig sameksistens mellem kristne og muslimer i Tanzania, selv mens radikale muslimske grupper gør deres til, også med vold, at skabe religiøs polarisering og dermed ufred og utryghed.
Tanzania – fra Else Højvang
Vi takker Gud for, at vi fik afsluttet MAYAJA godt i december måned og at vi nu er flyttet til et nyt område i Isingiro, hvorfra vi skal arbejde med 9 nye landsbyer i Isingiro og Kaisho ward. Vi beder om, at Gud vil velsigne vor start og indgang til det nye område, hvor vi i næste uge banker på dørene til ward og landsbyer for at lære området at kende. Vi beder om, at landsbyledelserne og folk i området vil tage godt imod os og den undervisning, som vi kommer med. Vi beder om, at vi må få visdom til at se hvad der er brug for.
Zanzibar – fra Hannah Nielsen og Daniel Madsen
Tak for et rigtig godt økonomisk fjerde kvartal i Upendo, hvilket faktisk giver et rekordsalg samlet set for 2012. Det er bemærkelsesværdigt set i lyset af urolighederne i maj og oktober måned, hvor butikken var lukket i flere dage og når man tænker på den effekt urolighederne har haft på antallet af turister i gaderne på Zanzibar.
Tak for de nye elever på Upendo, som er startet her i januar. Vi har stadig 6-7 pladser tilbage på ét af holdene, men ellers er der fyldt op, hvilket vi er meget taknemmelige for. Det virker som nogle gode hold.
Tak for et rigtig fint dialogseminar for alle Upendos ansatte. Som en optakt til det nye skoleår havde vi arrangeret, at vi kunne få forskellige partnere i dialogarbejdet til at komme og undervise Upendos ansatte i emner som Islam, Kristendom, Forholdet mellem kristne og muslimer på Zanzibar historisk set, dialog og konfliktløsning. De ansatte tog rigtig godt imod undervisningen.
Tak for et godt besøg af formand og generalsekretær og et særdeles positivt møde med stiftsledelsen i Dar Es Salaam, som nu udviser stort ejerskab og entusiasme for dialogarbejdet på Zanzibar.
Tak for en måned uden voldelige begivenheder på trods af trusler om det modsatte.
Bed fortsat for fred og ro på Zanzibar. Mange er stadig utrygge ved situationen, og vi er også nødt til at være lidt ekstra forsigtige i denne tid.
Bed for Sh. Soraga, som skal til Indien snarest muligt for at få yderligere plastikoperationer ovenpå syreangrebet i november. Huden på hans hals har trukket sig så meget sammen, at han ikke kan bevæge nakken ret meget og han skal også have opereret sine øjne, så han ikke mister synet.
Bed for fredskomitéen - vi har stadig ikke lov til at arbejde i det offentlige rum, så bed om, at vi må kunne bevare de gode relationer indtil vi en dag får mulighed for at gøre noget offentligt igen. Bed også for visdom og mod til de mennesker, der af diplomatiets veje forsøger at få komitéen vakt til live igen.
Tak for al jeres forbøn og tanker.
Madagaskar – fra Mette og Simon Kristensen
Mette og Simon er pt. i Danmark på ferie/orlov inden de senere på foråret skal afslutte deres tjeneste i Madagaskar for til sommer at flytte til Tanzania, hvor Simon skal være regionsleder for Afrika.
Bed gerne for et velgørende ophold i Danmark, en velsignet og god afslutning i Madagaskar og en god forberedelsestid for familien inden de flytter til Arusha i Tanzania.
Bed også gerne om at stillingen som landerepræsentant må blive besat af rette vedkommende.
Mødestedet – fra Thyra Smidt
Til Mødestedets højskoleaftner mødes hver uge ca. 40 personer. Der er mange forskellige emner på programmet og altid en god debat. Der er en fast gruppe som kommer, fordi vi er deres netværk. Der kommer også mange, fordi aftnerne er spændende, og fordi der altid kommer en masse dejlige mennesker. Vi beder om, at vi alle må have kræfter til at være åbne for de nye som kommer. Vi beder for, at vi altid må have øje for hinanden. Vi beder for vores månedlige gudstjeneste, hvor vi i samarbejde med indvandrerpræsten forbereder en gudstjeneste på Mødestedet. Aftnerne starter altid med lystænding, hvor vi minder hinanden om, at Jesus er verdens lys. Ved vores sidste aften blev der prædiket over teksten om Arbejderne i vingården. I januar blev en af vores gæster groft overfaldet og sparket i Valby. Vi beder om, at både Joanna og hendes ufødte barn må komme ud af forløbet uden mén. Vi beder for de kvinder, som dagligt kommer hos os. Vi takker for, at Mødestedet er en oase for mange, som kæmper med økonomien, helbredet og ensomheden. I februar starter to nye praktikanter: Nina fra Den Sociale Højskole og Ghadir fra Mellemøststudier. Vi beder om og håber, at de må finde sig godt til rette og blive til gavn for vores besøgende. Vi beder også for Koinonia, som hver mandag mødes til et fællesskab om, hvad kristendom er. Mødestedet skal til april have ansat en ny medarbejder. Vi beder om, at den rette medarbejder må vise sig. I februar og marts har Mødestedet sammen med Vesterbro Bykirke en Lytterrunde, hvor vi vil besøge alle moskéer og muslimske foreninger på Vesterbro. Vi beder om, at disse møder må blive frugtbare, og at vi må kunne bruge dem til fællesbedste på Vesterbro. Vi ønsker, at lære hinanden at kende, og vi ønsker, at kunne gøre noget sammen for at gøre Vesterbro til et godt sted at bo.
|