Kærligheden (3)
Den sande kærlighed
I den græske tankegang og dermed det græske sprog er der flere former for kærlighed. Eros er en af de mest kendte former. Eros har med erotik at gøre og er altså en begærende kærlighed. Man begærer en anden person. En anden form for kærlighed er agape. Agape er en hengivende kærlighed. Ved at elske giver man sig hen til den anden. I Det Nye Testamentes lys er det ofte agape der er tale om, når der er tale om kærlighed. Paulus bruger hele kapitel 13 i første Korintherbrev til at beskrive netop den form for kærlighed. Det gør han af to grunde. For det første er agape den kærlighed Gud har til os mennesker og for det andet er det den kærlighed, vi opfordres til at have til hinanden. Midt i kapitlet beskriver han agape kærligheden ved at skrive, hvad det er, hvad det ikke er og hvad det gør. Han skriver:
” v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”
Kærlighed er tålmodighed og mild. Ethvert menneske med nogle år på bagen vil vide, at skal vi være rummet af en andens kærlighed, så er den nødt til at være overmådelig tålmodig og mild. Ofte hører man ældre folk fortælle, at deres lange ægteskab ikke er en bedrift de selv har gjort, men derimod bundet af ægtefællens tålmodighed og mildhed. Det samme gør sig gældende ved livsvenskaber. Og den anden vil sikkert fortælle det samme. Vi ved nemlig godt, at vi har meget brug for tålmodighed og mildhed hvis et andet menneske skal blive ved at holde af os. Den egenskab har agape-kærlighed.
Der er så en række ting kærligheden ikke er. Den er ikke pralende og bilder jer ikke noget ind. En del ideologier bilder sig ind, at de holder bedre end andre. Kærligheden tænker slet ikke på den måde, Den elsker bare. Den elsker ikke for at være det mest korrekte, men fordi det er dens væsen. Kærligheden søger ikke sit eget og bærer ikke nag. De to ting hænger sammen. Når vi bærer nag til andre er det netop ofte fordi vi søger vores eget. Vi søger ganske enkelt at få ret. Men sådan er kærligheden ikke. Kærligheden glæder sig ikke over uretten men over retten. Den betyder, at i en situation hvor jeg har det godt, kan jeg ikke glæde mig, hvis mit medmenneske behandles uretfærdigt, måske oven i købet netop for at jeg skal have det godt. Kærligheden står fast på retfærdighed for enhver, også selvom det koster.
Kærligheden tror alt, tåler alt, håber alt og udholder alt. Så ofte hører vi, at ting ikke kan lade sig gøre. At der ikke er økonomi til det eller at det af andre grunde ikke er muligt. Der er kærligheden insisterende. Den insisterer på, at det er muligt at ethvert medmenneske ses som et gudsbarn, som har krav på værdighed og respekt. Vi kan netop opleve, at der hvor vi selv giver op fordi alt ser håbløst ud, så kan de ord fyldes op med håb. Håb fordi kærligheden insisterer og bliver ved med det.
Agape kærligheden er den kærlighed, Gud har givet os mennesker og til ethvert menneske. Derfor er der håb i verden. Vi er som kristne kaldet til at være vidnesbyrd om den kærlighed dels ved at fortælle om den og dels ved selv at leve i den kærlighed til andre mennesker. Det må vi så forsøge. Da er det store håb, at når vi oplever at vi kommer til kort, så er det netop agape kærligheden med alle dens egenskaber, som Gud elsker os med.
|
