Hvad stiller man op, når det er svært at tage hul på samtalen om eksistentielle emner som for eksempel tro, livssyn og fordomme i klasselokalet? 

Danmissions gratis kursusforløb Din og min verden giver lærere i grundskolen værktøjer og viden til at udvikle og styrke deres elevers dialogiske og interreligiøse kompetencer samt demokratiske selvtillid. 

Med de rette dialogiske værktøjer kan du som lærer åbne for, at dine elever får et sprog, så de nemmere kan tale om livets store – og nogle gange svære – spørgsmål. De vil undervejs blive klogere på sig selv og på hinanden. 

Som lærer er det én af dine vigtigste opgaver at danne dine elever demokratisk. Det kræver, at de i skolen lærer, hvordan de taler med hinanden om deres forskelligheder, tro, værdier og livssyn.  Skolen ruster dem på den måde til at navigere i et mangfoldigt samfund.

Forløbet Din og min verden bidrager til at udmønte skolens dannelsesgrundlag, som er beskrevet i Folkeskolens formålsparagraf.

Åndsfrihed, ligeværd og demokrati er centrale begreber i skolens dannelsesopgave. Åndsfrihed fremstår som skolens grundlæggende værdi, og tro og livssyn er vigtige aspekter, men også ofte tabuiserede emner. Med vores lærerkursus og tilhørende materialer understøtter vi de vigtige samtaler om tro og livssyn, og kurset bidrager derfor også til at modvirke polarisering, racisme og diskrimination.  

Din og min verden har tilknyttet følgeforskning fra VIA University College.

Vil du vide mere?

  • Et gratis kursusforløb for lærere i grundskolen samt online undervisningsressourcer i form af konkrete undervisningsforløb og øvelser, som du kan bruge i din undervisning. Der er materialer til alle klassetrin.
  • Et kursus, som giver dig dialogiske kompetencer og værktøjer, så du kan facilitere samtaler om tro og livssyn, værdier, forskellighed og fordomme.
  • Viden om og værktøjer til, hvordan du kan opbygge og understøtte åndsfrihed i klasserummet og demokratisk selvtillid hos den enkelte elev.
  • Værktøjer til at styrke elevernes evne til at indgå i uenighedsfællesskaber ved at udvikle deres dialogiske færdigheder og nysgerrighed på hinanden. 
  • Redskaber og metoder, som har almene pædagogiske potentialer og kan bruges generelt. 

Din og min verden bidrager til at udmønte skolens dannelsesgrundlag jf. Folkeskolelovens formålsparagraf:

”Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens virke skal derfor være præget af åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”  
Folkeskoleloven §1 stk. 3.   

Danmission har mange års erfaring med internationalt dialogarbejde, og vi ønsker at bidrage med vores viden og ekspertise i forhold til aktuelle udfordringer i det danske samfund. Vi ser gensidig forståelse – herunder tværreligiøs forståelse – som så vigtigt et område, at vi i øjeblikket tilbyder kurset gratis til skoler. Dette er muligt, fordi vi i en periode kan finansiere kurset med egne midler.

De udfordringer, som kurset adresserer, er blandt andet:

  • 53 procent af unge i Danmark har lav demokratisk selvtillid. Det viser en undersøgelse fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) fra 2024, som peger på, at over halvdelen af danske unge mangler tillid til, at de kan bidrage i værdibaserede diskussioner og tvivler på, at deres holdninger er værd at lytte til.
  • Samtidig viser en rapport fra 2024, udarbejdet af Børns Vilkår og Institut for Menneskerettigheder, at 51 procent af elever med minoritetsetnisk baggrund har oplevet mobning relateret til hudfarve, nationalitet, religion eller kultur. Derudover har 19 procent af elever med ikkevestlig baggrund oplevet nedværdigende adfærd fra deres lærere med reference til deres etnicitet.
  • I den danske folkeskole udtrykker eleverne respekt for forskellighed. For dem betyder respekt dog ofte, at man undgår at tale om forskelle. Det ruster dem ikke i tilstrækkelig grad til at deltage i et demokratisk samfund. Dette fremgår af følgeforskning fra VIA University College på Danmissions pilotprojekt ”På tværs af forskellighed” fra 2020. Projektet, som blev støttet af Trygfonden, har dannet grundlag for lærerkurset ”Din og min verden”.
  • Både følgeforskningen og vores fokusgruppeinterviews viser, at lærere i folkeskolen efterspørger redskaber, metoder og sprog til at facilitere samtaler om tro og livssyn.
  • Kurset tilrettelægges i tæt samarbejde med jeres skole og tager afsæt i jeres behov og muligheder og kan eksempelvis placeres i lærernes fælles mødetid.
  • Kurset består typisk af tre undervisningsgange over tre til fire måneder.
  • Danmissions undervisningskonsulent står for kurset og kommer ud på jeres skole.
  • Kurset er en blanding af teori og øvelser med mulighed for at afprøve i praksis mellem kursusdagene.

Når du tilegner dig nye kompetencer og udbygger din faglige værktøjskasse med redskaberne “dialog” og ”interreligiøs kompetence” bliver du i stand til at arbejde målrettet med at give dine elever:   

  • Større nysgerrighed overfor hinandens tro og livssyn.
      
  • Større tolerance, rummelighed og respekt for hinanden.
      
  • Større indsigt i eget livssyn og egne ståsteder.
      
  • Evne og villighed til at dele egne synspunkter.
  • Et styrket klassefællesskab.  

Kurset og undervisningsressourcerne er i øjeblikket gratis.

Danmission er en folkekirkelig organisation, som arbejder for fred, retfærdighed og bæredygtig udvikling i Afrika, Asien, Mellemøsten og Danmark. Læs mere her.

Samarbejdspartnere

VIA University College (VIA) i Aarhus bistår med følgeforskning samt generel faglig sparring på projektet. Følgeforskningen foretages af lektor ved afdelingen Program for Samfund og Mangfoldighed, Pia Rauff Krøyer, der også fulgte pilotprojektet og har ekspertise inden for det faglige område.

Vi er inspireret af vores samarbejde med The Feast, som er et lignende projekt fra Birmingham. De har mere end 15 års erfaring og succes med at arbejde med samtaler om tro og livssyn i det engelske skolesystem.

I Din og min verden forstår vi dialog som en livsform, da dialog former den måde, som man går til verden, andre mennesker og samtaler på.

Dialog er et redskab, som giver mulighed for at formidle tanker og idéer til en anden person eller en gruppe og tilsvarende modtage andres tanker og idéer.

Dialog adskiller sig fra debat og diskussion. Formålet med dialog er at søge gensidig forståelse, men ikke nødvendigvis enighed.

Dialog er en udforskende samtale, hvor det at lytte er en central kompetence. I Din og min verden har dialogerne udgangspunkt i dilemmaer, litteratur mm. samt elevernes egne æstetiske produkter. Gennem øvelser med perspektivskifte understøttes forståelse og nuancering. Dialogerne om tro, livssyn, værdier og holdninger til andre foregår således i en tryg opgavekontekst, hvor eleverne kan, men ikke skal dele deres personlige synspunkter.

Interreligiøs kompetence er en mestring af at indgå i relationer med mennesker, som man opfatter som forskellige fra en selv, på ligeværdige og respektfulde måder. Denne mestring forudsætter indsigt i eget livssyn og egne praksisser og respekt og nysgerrighed omkring andres livssyn og praksisser samt empati, der gør perspektivskift muligt (definitionen er udarbejdet med inspiration fra Aalborg Universitets definition af interkulturel kompetence).

Den stigende globalisering og diversitet i den danske befolkning gør, at interreligiøs kompetence ikke kun er nødvendig for de særligt interesserede eller for mennesker i særlige jobs, men derimod er en mestring, som er aktuel for alle gennem hele livet.

Kontakt  

Udfyld formularen

Kontakt os direkte